Vi har en klematis som har været ved at drive mig til vanvid.

De sidste 2 – 3 uger har den stået med knopper som bare er vokset og vokset, og jeg må indrømme at jeg troede de bare ville eksplodere til sidst.

Men nu er de langt om længe begyndt at springe ud, og hvor er de smukke, det var så afgjort vente tiden værd.

Når de store træskibe begynder at sværme i og omkring øen så er det ved at være sommer.

Disse to billeder er taget det samme sted, på samme klokkeslet, to dag i træk. Jeg blev overrasket over meget højere solen står på et døgn.

Min tid på Afd. I var af en eller anden grund ikke aflyst trods strejken. så jeg var oppe før en hvis herre fik sko på. Da jeg skulle med færgen kl. 6. Men det syn som mødte mig i havne var guld værd.

Nå men jeg havde tid kl. 11, men var i Odense kl. 8. 15 så jeg meldte mig på afd. og satte mig til at vente.
Kl. 8.55 blev jeg kaldt ind, og kl. 9.00 var jeg ude af døren, hvilket betød jeg kunne nå et tog 9 min senere.
Hvilket igen betød jeg kunne nå en færge 3 timer tidligere end beregnet.

Alt i alt en dejlig tur, som isted for at vare det meste af dagen, kun blev til en formiddags tur.

Selvfølgelig har både Johanne og Helle K. ret i deres kommentar. Der er altid en masse små ting man kan skrive om, når man er i “glasset er halvt fuld” humør. Men det var ikke lige der jeg var igår da jeg skrev.

Tiden lige nu er en skøn tid, der er så meget liv i naturen. Men når man som jeg af sygdomsmæssige årsager ikke kan deltage i de 1000 projekter der er om foråret. Og man holder så meget af naturen så man har forsøgt at gøre hobby til arbejde, ja så kan man godt blive lidt ked/trist/nede.

Nå men senere igår tog fanden fat i mig, og jeg kastede mig over et projekt. Vi havde en kompostbeholder som skulle tømmes, den var 4 år, og konen skulle bruge lidt frisk muld rundt omkring i bedene. Og til trods for min kloge viv flere gange sagde at nu skulle jeg passe på mig selv, så var det det sidste jeg tænkte på. Jeg tror min hypofyse udløste et eller andet stof, som slog resten af fornuften fra.

Så her sider jeg i dag, glad i låget fordi jeg har lavet noget. Og fuldstændig smadret af smerter, for min krop var ikke glad for det.

Jeg ved det ikke er noget jeg skal gøre for tit, men jeg kan ikke love det ikke sker igen. For det har det humør mæssigt for stor positiv betydning til.

Det er som om livet går i tomgang, det er ikke fordi der ikke sker noget men det er bare den daglige trommerum.

Dagen starter med at jeg bruger et par timer på at blive menneske/ får medicinen til at virke.
Så går dagen med at få ordnet vasketøj, opvask, nyde vejret og haven, handle ind, “slås” lidt med børnene, aftensmad og så slutter dagen foran tv’et og/ eller computeren.

Og jeg ved ikke hvor spændende det ville være hvis jeg fortalte det samme dag efter dag.

det er hvad min søster har. Da hun spurgte om jeg ville stå fader til denne guldkklump, sagde jeg at det ville jeg gerne men jeg mente ikke det kunne lade sig gøre, da jeg ikke er medlem af folkekirken.(baseret på tidligere erfaringer)

Men da min søster kender sin bror temmelig godt, ville hun nu lige tale med sin præst først, for som hun sagde: Du har læst og kender biblen beder end både min mand og jeg, så hvis nogen skulle kunne opdrage vores datter i den kristne tro så er det dig. Og det er jo ikke kristendommen du har noget imod.

Hun ringede tilbage igår, og hendes præst havde fortalt at det eneste krav der er til en fader er at han er døbt i den kristne tro. Og da jeg jo efter min søsters forklaring ikke havde noget imod kristendommen kunne han ikke se der var noget problem i det.

Så nu skal gemalen her, dælme også stå fader, en søsters “tak for sidst” hun stod jo trods alt også fader til Patrick.

Knoglelægen ringede idag, han havde langt om længe fået kigget på mine scanninger. Og de smerter jeg har i lænden kommer fra noget led/slidgigt, samt en delvis nedslidt diskos. Det er den slidte diskos som er skyld i at mit ene lår sover og smerter hele tiden. Det skal behandles med smertestillende og fysioterapi, så nu kan der ske noget der.

Så snakkede jeg igen med ham om min medicin i forbindelse med min Schönlein-Henochs, for nogle dage siden sagde han at jeg bare kunne sætte min prednisolon op igen til 5 mg. Men som jeg forklarede ham, at hvis det skulle have bare den mindste effekt på mine smerter, så skulle jeg altså på mindst 30 mg. Det var efter begges mening ikke godt, så nu skal jeg igang med en søg og du skal finde det rigtige middel. Men nu sker der da noget. YEEEEEES

Det er fordi livet ikke er så sjovt i disse dag.
Skulle det af en eller anden grund interessere dig, kan du læse mere her.